bart og uvilkårligt Indtryk på Mennesket. Den videre Befatning med dette Indtryk kan Mennesket afvise; det kan modvilligt afskjære Troesgjenstanden Adgangen til gjennem dette Indtryk at frembringe Vished, og heri er dette Slags Indtryk forskjellige fra Sanseindtrykkene, som ikke kan afvises ɔ: som nødvendigvis medfører Vished. Åbner derimod Mennesket sit Indre, sit Hjerte, for det, som skal troes, giver Mennesket det den Plads i sig og den Magt over sig, som det kræver, da overbevises det umiddelbart og uvilkårligt om Sandheden af det, som skal troes. Visheden er således ikke en Virkning af Menneskeåndens eget Arbejde, men en Virkning, som meddeles det udenfra. Det er Sagens egen Vished, Fasthed og Sandhed, som går ind i Mennesket og bliver til Vished, Fasthed og Sandhed i og for Mennesket.
I den kristelige Tro, eller Troen på Åbenbaringen og Frelsen i Kristo, er denne Vished en Virkning af den Hellig-Ånd, som er tilstede i Sandhedens Vidnesbyrd, og som forvisser Hjertet om Sandheden, hvor dette Vidnesbyrd ikke afvises, men får Indgang og Adgang til at virke på Hjertet. Ro. 8, 16; 1 Joh. 5, 10; Joh. 7, 17[1]. Et oplysende Exempel er Barnets Tro. Allerede dets Tro på Faderens Myndiged er ikke en Virkning af, at det fuldt ud begriber Forholdet mellem Faderen og sig selv; men den er en umiddelbar Virkning af Faderens overordnede Stilling, som Barnet i Lydighed underkaster sig. Endnu
tydeligere viser dette sig i Barnets Tro på Guds Tilvæ-
- ↑ Ro. 8, 16. Den samme Ånd vidner med vor Ånd, at
vi er Guds Børn.
1. Joh. 5, 10. Hvo, som tror på Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv.
Joh. 7, 17. Dersom nogen vil gjøre hans Vilje, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller om jeg taler af mig selv..
