på Overbevisningen i begge Tilfælde bliver til. Naar man altså siger: „jeg tror det, men jeg ved det ikke“ for dermed at betegne, at man ikke er rigtig sikker i sin Sag, da beror dette på en tankeløs og urigtig Brug af Ordet Tro.
Troen er ikke en enkelt Sjelsevnes Sag; den er Hjertets Sag. Ro. 10, 10[1]. Med Udtrykket Hjerte mener vi Åndens Inderste, det åndelige Midtpunkt, hvorfra alle vore Sjelsevners Virksomhed udgår. I Troen er derfor den Kristne tilstede med hele sit indre Liv, med alle sin Sjels Kræfter og Evner; i Troen har på én Gang både Erkjendelse, Følelse og Vilje sin bestemte Del. — Alle Skjevheder ved Troeslivet har gjerne sin Grund deri, at man ikke er nok opmærksom på, at Troen er det hele Hjertes Sag. Der er dem, som kun vil svømme i søde Følelser uden at bekymre sig synderligt om kristelig Oplysning eller om at klarne sine Begreber om, hvad Kristendom og kristeligt Liv er; hos dem kommer ikke Troens Erkjendelsesmoment eller dens Viljemoment til sin Ret. Andre vil bare forstå og forstå; alt bliver tørt Forstandsværk uden Inderlighed; var der formegen Varme hos hine, da er der formegen Kulde hos disse; her skorter det på Følelse og Vilje. Atter andre er så optagne af Troens Virkeliggjerelse i Livet og af Livets Krav, at de forsømmer Følelsens og Erkjendelsens Pleje; hos disse er der hverken Varme eller Kulde, bare Handling.
Der tales også om en død Tro, Jak. 2, 20[2]; ved dette Udtryk tænkes da på en ufrugtbar historisk Viden; men da Viden ikke er Tro, så er den døde Tro igrunden ingen Tro.
Efter at vi således korteligt har betragtet Troens Væ-
