Denne siden er korrekturlest
Man har fra gammel Tid af søgt at godtgjøre Guds Tilværelse ved Hjælp af Beviser[1]. Disse Beviser er ikke uden en vis Betydning; men man tillægger dem en fejlagtig Betydning, når man mener, at det er på dem, Overbevisningen om Guds Tilværelse egentlig må grundlægges. Man miskjender overhovedet deres Betydning, når man tillægger dem almengyldig, tvingende Beviskraft for vor Fornuft. Det vilde være slet bevendt med dens Overbevisning om Guds Tilværelse, som kun var bragt til at antage den ved Hjælp af Fornuftbeviser. Ja det er igrunden umuligt at bibringe nogen denne Overbevisning, som kun vil lade sig overbevise af almengyldige, tvingende
Fornuftgrunde.
- ↑ Ved Betragtningen af Verden skal det godtgjøres, at der som Ophav til den endelige Verden må gives et uendeligt Væsen; som Ophav til den forgjengelige Verden et uforgjængeligt Væsen, som Ophav til den hensigtsmæssigt indrettede Verden en vis og god Skaber. Ved Betragtningen af vor egen Bevidslheds Indhold skal det godtgjøres, at da Tanken om et uendeligt Væsen findes i vort Hjerte, må dette Væsen være til; thi denne Tanke kan vi ikke have givet os selv — (det ontologiske Bevis). Den bydende og lovgivende Fordring, som umiddelbart udgår til ethvert Menneskes Hjerte, forudsætter en Lovgiver; den Dom, som hviler over enhver menneskelig Handling, og som intet Menneske ganske kan undgå at fornemme, forudsætter en Dommer (det moralske Bevis) o. s. v.
