hed bliver anskueligt ved en Sammenstilling af de to Steder 1 Ptr. 1, 16 og Joh. 3, 16. På det første Sted heder det: vorder hellige ɔ: I skal være hellige; dette er Helligheden, som kræver; på det andet Sted heder det: så har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn o. s. v. dette er Kjærligheden, som giver; han giver sig selv idet han giver sin Søn. Det er Kjærlighedens Selvhengivelse.
Af dette Grundbegreb om Guds Væsen følger nu atter et Par andre Bestemmelser, som må medtages forat undgå Misforståelse. Hedenskabet ved også af Gud; men enten er han en Gud ved Siden af mange andre Guder, altså ingen uendelig Gud; flere Uendelige er nemlig en Selvmodsigelse. Eller også er han uendelig, men da kun et dødt, indholdsløst Begreb, et Væsen uden Tanke og Vilje, uden personligt Liv — igrunden intet andet end Verden, som da også bliver betragtet som uendelig. I Korthed: efter denne Betragtning er han ingen Person.
For den Kristne derimod står det på den ene Side fast, at Gud er et uendeligt Væsen 2 Krøn. 6, 18[1], som ikke har og som ikke kan have nogen ved sin Side, 5 Mos. 6, 3[2]; alt i Gud er uendeligt. Men på den anden Side er han sig også af Erfaring bevidst, at Gud ikke er et blot Begreb. Et Begreb kan ikke elske; det kan kun en Person. Da Gud for ham har åbenbaret sig som Kjærlighed, så ligger heri umiddelbart, at Gud for ham må være en personlig Gud („en levende Gud med Tanke og Vilje“). At Gud er en personlig Gud ligger udtalt i
alle de Steder i Skriften, hvor han betegnes som Ånd[3]
