len, og de forskjellige bygdelag saaledes stod under forskjellig overøvrighed. Hertil kom desuden, at den lensherre, der havde den «geistlige befaling» over samtlige len i bispedømmet, og som skulde deltage med superintendenten i overtilsynet med kirkevæsenet og paa kongens vegne stadfæste menighedernes valg af sine prester, ofte boede udenfor bispedømmets grænser, i en anden stiftsstad. Og i alle tilfælde var det saa, at lensherren i en stiftsstad ikke havde synderligt at sige over de andre lensherrer i bispedømmet. Naar talen var om at træffe forføininger for bygder eller herreder, som laa udenfor hans len, naar det gjaldt at paatale misbrug og indføre en bedre orden, da maatte superintendenten søge hjælp hos lensherren over vedkommende distrikt, hos hvem han saa ofte mødtes snart med tomme løfter, snart med ligefrem vrangvilje. Hvis superintendenten under saadanne omstændigheder ikke havde indflydelse paa allerhøieste sted, saa han kunde faa støtte ved at klage til kongen, saa stod han magtesløs og kunde intet udrette.
Det var foreskrevet i «ordinansen», at naar ledighed indtraf, saa skulde fire af samtlige sogneprester i stiftets kjøbstæder valgte geistlige træde sammen for at udkaare en ny superintendent; et saadant valg havde imidlertid kun gyldighed da, naar det blev stadfæstet af kongen. Denne valgmaade vides dog aldrig at være bleven brugt i Norge, da forholdene her gjorde den umulig. Naar nemlig Oslo stift undtages, var der i vort land ikke noget bispedømme, hvor fire by-sogneprester lod sig opdrive. Superintendent-valget foregik da hos os dels saaledes, at stiftets domkapitel skred til valg enten efter eget tiltag eller paa kongens bud, og dels saaledes, at kongen uden videre udnævnte en geistlig, som i hans øine var skikket for embedet, til at være tilsynsmand i det ledige stift. Alle norske superintendenter blev viede i Kjøbenhavn, vistnok fordi de personlig havde at indfinde sig hos kongen for at aflægge ham sin embedsed.[1]
Paa grund af sine betydelige eiendomme var domkapitlernes stilling selvfølgelig sterkt truet. Efterat det var bleven fastslaaet, at disse geistlige stiftelser fremdeles skulde staa ved magt, indgik de som et led i den reformatoriske kirkeordning. Ogsaa her er det kongen, fra hvem al ret udflyder; i kraft af sin magtfylde raader han over alle kanonikater og bortgiver dem til hvem han vil.
- ↑ L. Daae: Geistliges Kaldelse, Side 8—9.
