Side:Den norske kirkes historie i reformationsaarhundredet.djvu/13

Denne siden er korrekturlest
5


De evangeliske domkapitler har sin største betydning som geistlige domstole hvert i sit bispedømme. Sammen med stifts-lensherren og superintendenten paadømmer domkapitlet alle geistlige sager, det vil sige sager, som enten vedrører prester indbyrdes, eller hvori en geistlig mand er part enten som klager eller indklaget. Under domkapitlets afgjørelse laa fremdeles alle egteskabssager, af hvilke dog superintendenten under sine visitatsreiser ofte afgjorde mindre vigtige paa egen haand.[1] I De grove utugtssynder, som man paa gammel vis stemplede som kjetteri (blodskam), paadømtes ogsaa af domkapitlerne ligesom i den katolske tid.[2]

Blandt de pligter, der paahvilte domkapitlerne, maa først og fremst nævnes, at hver af dem paa sin bekostning skulde holde et par studerende ved et eller andet universitet. Fremdeles merker vi os, at kannikerne skulde holde «korsang» i domkirkerne; disse andagter blev holdte to gange om dagen, ottesang om morgenen og aftensang om eftermiddagen. Forsaavidt som en kannik var hindret fra eller ikke ønskede personlig at udføre denne tjeneste, skulde han holde en «koral» eller sanger i sit sted.

Nærmest under superintendenten og som mellemmand mellem ham og presterne stod provsten i hvert provsti. Denne embedsmand skulde vælges af provstiets prester og valget stadfæstes af superintendenten, uden at nogen kongelig udnævnelse fandt sted. Det paalaa provsten at have tilsyn med presternes forkyndelse, at vaage over menighedernes fremgang i den kristelige tro og have indseende med, at kirker og kirkegaarde holdtes i tilbørlig stand.

Valget af sognepresterne var foreskrevet at skulle ske paa følgende maade:

Ved indtrædende ledighed skulde prestegjeldets «menige sognemænd» komme sammen for at kaare syv valgmænd; disse vælger da sammen med provsten i provstiet den vordende sogneprest, der skulde være en mand af «godt rygte med et godt levnet og gode seder». Forsaavidt som valget ikke var faldt paa en allerede indviet geistlig, havde vedkommende nu at fremstille sig for superintendenten, der skulde prøve hans duelighed for embedet.

  1. Flere eksempler herpaa i Jens Nilssøns visitasbøger. Cfr. Norske Magazin I, 219 og 286.
  2. Nils Stubs optegnelsesbøger, udgivne af Huitfeldt-Kaas, side 8