Side:Den norske kirkes historie i reformationsaarhundredet.djvu/14

Denne siden er korrekturlest
6

Fandtes han «Skikkelig udi lærdommen», da maatte han med vidnesbyrd herom søge at faa sit valg stadfæstet af den lensherre, der havde myndighed til at gjøre dette paa kongens vegne. For Østlandets vedkommende — de forenede stifter Oslo og Hamar — var det lensherren paa Akershus, der udøvede denne myndighed, medens presterne i hele det vesten- og nordenfjeldske Norge — stifterne Stavanger, Bergen og Trondhjem — maatte søge stadfæstelse paa menighedernes valg hos lensherren paa Bergenhus. Denne ordning medførte store ulemper navnlig for prester i landets nordligste strøg, idet disse undertiden maatte spilde et halvt aar paa den lange og kostbare reise til Bergen. I dette stykke indtraadte der en smule fremgang til det bedre, da det i 1568 blev fastsat, at presterne i Trondhjems stift skulde søge kongelig stadfæstelse paa det skete valg hos lensherren paa Trondhjems kongsgaard.[1]

Efterat kongemagtens stedfortræder havde godkjendt prestevalget, blev vedkommende indviet til sit embede af superintendenten, hvorpaa han saa af provsten blev indført i sin menighed.[2]

Foruden sognepresterne møder vi to andre klasser af geistlige i reformations-kirken, nemlig de residerende og de personelle kapellaner. Alle personelkapellaner vælges af vedkommende sogneprest, efterat de har holdt en prøveprædiken for menighederne. Det samme er ogsaa tilfældet med de residerende kapellaner paa landet, medens de i byerne vælges paa samme maade som sognepresterne.[3]

Disse til tjeneste i menighederne satte geistlige skulde nu ved at prædike ordet og forrette sakramenterne baade føre folket frem til forstaaelse af evangeliet og befæste det i den lutherske lære. Under udøvelsen af sin prestegjerning maatte de særlig have den opvoksende slegt for øie; de unge frembød selvfølgelig en bedre jordbund for evangeliet end de gamle, der var opfostrede under katolicismen og gjennemsyrede af denne.

I dette sit arbeide med ungdommen skulde presterne støttes af degne (klokkere), der paabødes tilsatte i hvert sogn. Foruden at lede sangen under gudstjenesten skulde sognedegnene efter

  1. Norske Rigsregistranter I, 601.
  2. Engelstoft: Liturgiens Historie i Danmark, side 14.
  3. Daae: anførte skrift. side 83—86.