Harald Ebbe var, som man siger, „bra Mands Barn“. Hans Far var anset Nervelæge. En Tidlang havde han sin Embedsbolig paa det Sindssygehospital, hvortil hans væsentlige Gjærning var knyttet. Hospitalet var forholdsvis nyt. Stort, stilfuldt, bygget af lyse Sten. Som et højt, ubekymret Slot laa det der, omgivet af Marker og Skoge. Parken foran Hovedhuset var stræng og stilfuld. Men indenfor den strænge Ramme groed Blomster i Slyng og Masse. Saa tyst var Luften her. Som en hvid Søjle gik den mod Himlen, nu og da gjennemzittret af de gales overjordiske Sange og Skrig...
Senere flytted Dr. Ebbe til Byen. Han havde nok fremdeles en Del at varetage paa Hospitalet; men hans private Praxis optog ham mere og mere.
— Harald Ebbe var et lykkeligt Barn. Han var gjennem hele sin Opvæxt kjæk og stærk. Han kunde klatre i Fjeld og holde længe ud paa Fodture. Mil efter Mil kunde svinde bag ham, uden han behøved at standse og hvile. Et lidet
