deres Godhed vurderes; de skulle selv være en Realisation af det Fornuftige, og kunne kun som saadan være tilfredsstillende. Fremdeles er Folkets subjective Stilling til sine Institutioner ikke ligegyldig — aldenstund netop Subjectivitetens fornuftige Udvikling hörer til de vigtigste Statsöiemed. I höieste og egentlig Forstand er derfor kun den Forfatning hensigtsmæssg, som af Folket erkjendes som fornuftig. Thi Subjectets frie, paa Overbeviisning grundede, Underordning under de bestaaende Institutioner, er netop Sædelighedens Begreb, og det, alle Institutioner skulle söge at befordre.
Om en Dampmaskine eller en Dampbaads Construction fattes og bifaldes af Passagererne, kan i Almindelighed være ligegyldigt, naar den viser sig at svare til Öiemedet, nemlig at före dem frem til deres Bestemmelsessted; dette Öiemeds Opnaaelse beroer ikke paa nogen Indsigt i eller Tilslutning til Maskinens Princip eller Indretning fra Passagerernes Side. Men anderledes med en Stat, hvis Borgeres Indsigt i og Tilslutning til — Kjærlighed til — sine Institutioner netop er et af disses væsentligste Öiemed.
I sidste Instants gjælder angaaende en Statsforfatning ingen anden Hensigtsmæssighed, end Ideens egen Fornuftighed. Det kommer altsaa
