her an paa at retfærdiggjöre Monarchiets Idee, forsone sig dermed.
Igrunden har jeg her allerede angivet det Standpunct, hvorfra den fölgende Undersögelse skal gaae ud, Frihedens. Dette er den Forudsætning hvorpaa det Hele hviler. At sige: Statens Öiemed er væsentligen et indre, subjectivt, at dens Institutioner maa fattes og tilegnes af Borgernes Fornuft — er det Samme, som at sige: Staten vil væsentlig Friheden.
Dette er ogsaa den nyere Civilisations herskende Princip.
Men Monarchiets Idee stilles ofte i Modsætning til Friheden, opfattes som dennes Indskrænkning, en Indskrænkning, som man, mener man, af andre Grunde, med Hensyn til en ydre Hensigtsmæssighed, maa finde sig i. Dette er overfladiskt, og paa et saadant Standpunct er allerede Discussionen en Inconseqvents. Er Friheden, Fornuftigheden Principet, saa maa ogsaa Monarchiets Gyldighed godtgjöres derved, at det anskues som Frihedens rette Realisation.
Herpaa skulle vi gjöre et ærligt Forsög.
Det Monarchie, vi her have for Öie, er af nyere Oprindelse. Thi det orientalske Despotie fortjener neppe Navn af en ordentlig Statsforfatning. Den græske og romerske Verden, hvor
