paaviist[1], at i Rom blev — ved Socialkrigens Ende, da Socii optoges i det romerske Borgerskab og Staten saaledes skulde have en vis Eenhed, istedetfor at den för blot bestod af udvortes forbundne Communer under Roms Hegemonie — det republicanske Princip i det Væsentlige brudt og etslags Monarchie forberedet, hvilket imidlertid, som allerede bemærket, aldrig naaede nogen eiendommelig, lovlig Form, men bestandig beholdt en vis Charakter af Usurpation, idet de gamle Former stedse vedbleve, men uden egentlig Kraft. Den factiske Forfatning stod saaledes stedse i en meer eller mindre slet fordulgt Strid med det Legitime. Saaledes var Keiserdömmet, saavidt jeg veed, aldrig de jure arveligt; men hvor ikke under revolutionære Forholde alle Former uden Sky tilsidesattes, fandt idetmindste et Skinvalg Sted.
Den legitime Arvelighed, der tilligemed Kongens Hellighed eller Uansvarlighed udgjör efter vore Begreber Monarchiets væsentligste Kjendemærker, tilhörer saaledes först den moderne europæiske Civilisation. Hvorledes Ideen herom opstod og virkeliggjordes, hvorledes det, der i den
antike Tid allerede umiddelbart skeede, tilsidst fik
- ↑ See f. Ex. Madvig. Blik paa Oldtidens Statsforfatninger, Kjöbenhavn 1810.
