en fast Form og Lovlighedens Præg, ligger udenfor min Plan her historisk at vise. Jeg har kun at antyde, hvorledes denne Idee idethele staaer i Forhold til den moderne Bevidsthed i Almindelighed, til den nyere Civilisations Princip.
Dette Princip er allerede i sin Almindelighed nævnt: Friheden, det Almeen-Menneskelige. Det Rette og Gode — Menneskehedens reelle Formaal — er ikke Noget, der som mechanisk Resultat lader sig udbringe af Folkenes blinde, efter en fremmed Norm indrettede Virksomhed, det er Noget, som Folkene maae ville selv. Folkene betragtes som væsentligen myndige, der selv maae bestemme sine Handlinger, selv ere ansvarlige for hvad de gjöre. De have — som Voxne — Magt til endog at begaae Daarskaber — naturligviis paa det i Sagens Natur liggende uafbedelige Vilkaar, at de ogsaa maae lide for dem. Vil man kalde dette Folke-Souverainitet: nu vel, saa er vor Tids Princip Folke-Souverainitet. Men her er noget Væsentligt at tilföie: Friheden, detAlmeen-Menneskelige, er intet Abstractum, ikke noget blot Formelt, men virkeliggjör sig gjennem en stor Mangfoldighed af individuelle Skikkelser og Formationer. Den gode, fuldkomne Menneskelighed er intet abstract Ideal, der overalt og af Enhver paa samme Maade skal realiseres, men tilsteder en
