blot, saavidt det lod sig gjöre, formes efter en for det ydre Model. Med eet Ord: det Naturlige, Oprindelige, ogsaa den naturlige Individualitet, kunde kun have negativ Betydning.
Men da Statssamfundets Individer saaledes skulde være abstract lige, sideordnede, kunde Staten heller ikke blive noget sandt Individ, ingen eiendommelig, tætsluttet Organisme. Thi enhver Organisme forudsætter væsentlig Ulighed, eiendommelig Natur og Bestemmelse hos hver af de Dele, hvoraf den bestaaer. Staten lignede efter sin Idee mere en Samling af ved Siden af hinanden opstillede meer eller mindre fuldkomne Afstöbninger af det skjönne Kunstverk, man kaldte en god Borger og et godt og skjönt Menneske, end en levende Eenhed, hvis Dele gribe gjensidigt i hinanden og hver har sin særegne Rolle at spille til Befordringen af det totale Öiemed. Eller forsaavidt der i Staten dog maatte finde nogen Mangfoldighed og Forskjellighed Sted, var dette meer en Stændernes og Interessernes, end en Individernes. Men hiin er af abstract og endelig Natur, og af en saadan Vexelvirkning opstaaer i det Höieste en Mechanisme, ingen Organisme, hvor Modsætningen og Vexelvirkningen fortsættes til det meest Enkelte, ligetil de fineste Trevler. Og ligesaa lidet som det
