Ogsaa i vore Dage vil man finde, at en lignende Anskuelse af Statens Begreb og Öiemed — den Anskuelse, der ikke veed at skjelne mellam Stat og Commune — förer til republicanske Ideer.
Men uagtet altsaa saadanne Anskuelser nok endnu findes paa Overfladen af vor Tids Bevidsthed, saa ligger der dog i Dybet en ganske anden Idee om saavel den Enkeltes som Statens Bestemmelse. Thi allerede den religiöse Grundanskuelse er en anden. For den christelige Bevidsthed staaer det Guddommelige ikke udenfor Naturen og Mennesket, kun som disses evige Forbillede. Alt hvad der er til, er ikke blot efter sin Form, men ligesaavel efter sin Materie Guddommens Verk og svangert med en guddommelig Spire. Især bærer det menneskelige Individ et Gudsbillede i sig, som vel ved Menneskets Skyld er formörket, men alligevel uudsletteligt, og som det netop er Menneskets Bestemmelse at rense, befrie og udvikle. Overhoved er Guddommen her forsonet, og ikke længer misundelig. Mennesket har da ikke blot sit Formaal eller sit Ideal udenfor sig, men ligesaavel i sig selv; saamange menneskelige Individer, der ere til, saamange eiendommelig bestemte Livsopgaver — den eiendommelige Natur betinger en eiendomineligen modificeret Bestemmelse.