det Væsentlige af sin Skjebne, og det staaer den frit for, i ethvert Öieblik at gribe kjekt ind i Skjebnens Traade; men en vis almindelig Grundtone gaaer dog igjennem en Nations hele Historie, der forbinder de vexlende Generationer, en vis Udvikling efter Naturlove lader sig endog midt blandt Tilfældighedens og Vilkaarlighedens frieste Spil ikke miskjende. Kort sagt: en vis naturlig Individualitet viser sig ogsaa her, som det, der sammenbinder Nationen til en virkelig Eenhed: og herved er det först, at Staten faaer den Charakter af Conseqvents og Stabilitet, af organisk og naturmæssig Udvikling, der er dens egentlige Begreb, hvorved den hæver sig til noget Höiere, noget i fuldere Forstand Virkeligt, end det mere mechanisk sammensatte Borgersamfund.
Saaledes afrunder sig Ideen om et almindeligt Menneskesamfund, som en sammenhængende Organisme, hvori hvert Led har sin særegne Bestemmelse og Betydning for det Hele. I det store Verdensdrama har ethvert Menneske, som ethvert Folk sin bestemte Rolle at spille, en Rolle, som vi vel skulle mere og mere gjennemtrænge med vor Bevidsthed og i en vis Forstand med Frihed give os selv, men som dog ogsaa af Dramets Auctor er givet os forud, og hvortil Anlægget og Drivten slumrer i vort Væsens dunkle Bag-
