vilisation er naaet, er Staten i sin Sandhed knyttet til et naturligt Grundlag, til en Nationalitet, hvis formelle Realisation den er. Nationen er et Naturvæsen, et naturligt Individ, der vel ikke skal forblive i sin Umiddelbarhed som blot saadant, meget mere skride frem til fri Aandighed, til en Virksomhed, der beroer paa klart erkjendte og med Bevidsthed satte Love og Betingelser; men som derfor ikke skal udslette Naturens Modermærke, ikke oprykke den Rod, med hvilken den hænger i sin Jordbund. Dens naturlige Instincter skulle aflöses af bestemte Grundsætninger, en bestemt Forfatning; men denne Forfatning skal netop udtrykke hvad Nationen i sin Sandhed er, derfor ogsaa i sig opbevare hiint Naturligheds-Moment. Men dette skeer kun ved det arvelige Kongedömme. I Kongen tilspidser Staten sig til Personlighed, men denne maa stedse have sin Rod i den naturlige Individualitet. Nationen er Stat, derfor maa den have en Constitution, men er stedse ogsaa Nation, derfor maa Constitutionen bestemme Kongemagtens Arvelighed. Om disse to Poler dreie sig det hele politiske Liv.
Derfor har et Folk som saadant to Fester: sin Constitutions Stiftelsesdag, der især
