minder det om sin actuelle Stilling, sit Udviklingstrin, sine selvsatte Vilkaar, og sin Konges Födselsdag, der især gjælder dets Naturbestemmelse, dets gjennem de vexlende Generationer fortsatte, sammenhængende Liv. Vil man her for et Öieblik skille, kan man sige, den ene er fortrinsviis Statens, det Fastsattes, Positives, den anden Nationens, det Naturliges — Födselens — Fest.
Norge er en ny Stat. Det er i sin Orden at det ogsaa har et nyt Kongehuus. Den norske Statsforfatning er i sin nærværende Skikkelse væsentlig et Product af den nyere Tids liberale Ideer, af den Bevægelse, der ved Aarhundredets Begyndelse gik gjennem Europa. Derfor blev det ogsaa givet en af hiin Bevægelses ædleste Forkjæmpere at sætte den skjönne Krone paa sit daadrige Liv, at grunde et nyt Dynastie i den gjenfödte norske Stat.
Men Norge er ingen ny Nation; det har en Fortid, en höi og herlig, men hvorfra det ved nogle Aarhundreders historiske Dvale var bleven afskaaret. Dog Nationens Erindring er vaagnet;
