mere og mere söger den igjen at knytte sig op til sin Fortid, at vende tilbage til sig selv — naturligviis uden derfor at opgive hvad der kan ansees for den nyere Tids virkelige ideelle og reelle Gevinst. Nu træffer det sig ved en forunderlig Tilskikkelse, at det samme skeer med Kongehuset. Ogsaa dette er — man kunde sige ved et Tilfælde, hvis overhovedet der var nogen Mening i dette Udtryk — blevet knyttet op til den gamle Kongeæt, idet vor Dronning, skjönt hidkommen fra Syden, er beviist at nedstamme fra Norges ældste Konger. Nu, der ere vel dem, som mene, at slige lange Slegtregistre ikke have stort at betyde: men vi, som have Symbolet kjært, kunne ikke Andet end finde en vis — skulde den end være uforklarlig — Tilfredsstillelse i den Tanke, at den gamle Æt endnu staaer i Spidsen for det gamle Norge, ligesom nærværende glædelige Anlednings Betydning maa forhöies derved, at den nylig födte Prinds, i hvem vi med Herrens Bistand see en vordende Norges Konge, kan regne sin Slegt lige op til Harald Haarfagre, den förste Konge, der gjorde Norge til et Rige.
Denne Slegtforbindelse, der - paa en Maade gjör vort Kongehuus til Rigets Jævnaldrende, maa være os et Tegn paa, at det ogsaa i Virkeligheden
