Landet har havt Sorg og dyb Bekymring, thi
Herrens Haand har ligget tungt paa dets Kongehuus.
Selv Döden, sin mörke Tjener, har han
tilladt at kræve et kostbart, almindelig begrædt
Offer; og svære Sygdomme have hjemsögt flere
Lemmer af den höie Slegt. En langvarig Sot
har bragt selve Landsfaderens dyre Liv i Fare og
holdt Folkets Hjerter spændte med Uro og dets
Hænder knyttede til en brændende Bön.
Men Herren være lovet, som ophöier, hvor han havde nedtrykt! Bedre Dage ere oprundne. Kongen har reist sig af sit Smertensleie, og vi imödesee snart den Tid, da han igjen med Kraft kan vende tilbage til sit store Kalds Gjerning.
Og for at gjöre Glæden fuldkommen, har Gud velsignet den ædle Stamme med et nyt Skud, ved hvilket Haabet udvider sig over den nærværende Slegt. En Prinds[1] er föd, der om Herren vil bevare hans Liv, er bestemt til engang at arve de forenede Rigers Kroner.
- ↑ Carl Oscar Wilhelm Fredrik (1852-1854), Wikikildens note.