sofi; sine sterkeste indtryk udenfra modtog han fra Frankrige og England. Da han optraadte som praktisk politiker, havde de engelske ideer, som han søgte at indføre i norsk statsliv, et radikalt fransk tilsnit. Hans parlamentarisme var den eiendommelige afart af den engelske, der havde udviklet sig hos et fransk venstre med mere eller mindre fordækt republikansk program. Dens grundtanke var folkesuveræniteten. Under sin politiske virksomhed har Sverdrup paa en genialt mangfoldig maade git udtryk for denne idé. Sverdrups parlamentariske form var i endnu høiere grad fransk. Han er den franske retor omplantet paa nordisk grund, han stammer fra Mirabeau, ja, han kan føre sine ahner tilbage til det romerske senat.
Da Sverdrup, 34 aar gammel, begyndte sin politiske løbebane, var det første gang, at norske fagforeninger sluttede sig sammen i en bestemt politisk hensigt. Larviks handelsforening, haandverkerforening og arbeiderforening opstillede Sverdrup som kandidat ved stortingsvalget, og saaledes kom den unge sagfører ind i den nationalforsamling, hvor han skulde øve en voksende, tilsidst en afgjørende indflydelse gjennem atter 34 aar, indtil han som det første «parlamentariske» ministeriums chef dokumenterede, at hans parti og dets program havde seiret over hele linjen.
Der kan være delte meninger om, hvorvidt Sverdrups virksomhed i dens helhed har været
