spørgsmaalet grundigst muligt, forat sagens dokumenter kunde tale for sig selv. Den anden stred for visse store principer, ligeoverfor hvilke ofte de praktiske hensyn maatte bøie sig (man erindre saaledes hans forhold til den franske handelstraktat 1866). Men han vandt tilhængere for disse principer ved argumenter ad hominem; han tilkjøbte sig t. eks. stemmer for de aarlige storting, for statsraadernes adgang til tinget ved at gjøre sparemændene tillags. i tilsyneladende mindre spørgsmaal, hvor hans egne sympatier i virkeligheden tør ha ligget andetsteds.
Hans stilling som kulturfører kommer iøvrigt til at maatte dømmes væsentlig efter to store linjer i hans politiske program: den demokratiske og den nationale.
Hans demokratiske politik, saaledes som den markeres ved hans forhold til de aarlige storting, stemmeretssagen, statsraadssagen, juryen, værnepligtsloven, folkeoplysningen, skattevæsenet osv. — har utvilsomt havt baade gavnlige og mindre gavnlige følger for norsk kulturudvikling. Grundtanken var som sagt folkesuveræniteten, det mest udstrakte selvstyre. Til det maal arbeidede han for at gjøre alle statsmedlemmer saa oplyste, saa selvstændige, saa aandelig voksne som muligt. Dette hans arbeide har utvilsomt baaret udmerkede frugter. Desuden virker jo selve adgangen til det offentlige liv, deltagelsen under ansvar, opdragende
