deling af statsmyndigheden: «den politisk naive tilstand, at man tror enhver magt i staten er hvad den nævnes i lovgivningen». Han betegner «reformbillen» som «det engelske demokratis første seir paa veien til overmagt i samfundet — ikke det første trin til at gjenoprette ligevægten». «Kan man ikke faa styrelsen saadan, at folket gjennem indflydelse paa kongens ministre er det styrende, saa maa regenten forsøge ved ethvert middel at regjere; der er intet tredie valg mellem disse to ting[1].»
Udviklingen af stortingets magtstilling ligger ham stedse paa hjerte. Intet af denne maa opgives, alt, hvad der er opnaaeligt i den retning, maa tilstræbes. Derfor afviser han tanken om kirkemøder, der skulde ha nogen art virkelig myndighed. Saaledes som denne tanke fremkom i 1868, var det konservative formaal, som laa under, hvad der gjorde den endnu mere usmagelig for Sverdrup, men i og for sig fandt han den forkastelig, fordi «stortinget ingen ret har til at delegere bort sin myndighed endog blot for en mindre væsentlig del». Det er frygten for, at stortingets selvstændighed kan lide et skaar, som bringer ham til først at stille sig mod statsraadernes adgang til stortinget, og det er bevidstheden om, at stortingets indflydelse herved vil
- ↑ Udhævet her.
