skulde høres, men jeg siger, jeg fatter ikke, hvorledes Schweigaard kan sige i sin argumentative del af adressen, «de have ingen ret til at høres, men dog skulle de faktisk høres»; — hvad magt har retten, naar den skal staa paa papiret, men svigte, naar det kommer til handling, som dog er det essentielle?»
Sverdrups styrke i hans indre politik, det som gav hans holdning dens fasthed og glans, var, som jeg tidligere har nævnt, just, at han udad, mod Sverige, repræsenterede det nationale. Han forsømmer da heller ikke jevnlig at fremhæve forbindelsen mellem en kraftig position i unionsspørgsmaalet og det norske demokratis livskraft i den indre politiske udvikling. Han kobler disse vigtige ting saaledes sammen, at de fremstiller sig som naturlig forbundne. I debatten om mistillidsadressen 1872 udtrykker han det saaledes: «Sverige vil stedse kunne øve et ganske væsentligt tryk paa den norske statsstyrelse, hvis ikke det norske ministerium bestemt kan paaregne støtte i det norske storthing»
Svaghederne i hans politik er ogsaa ovenfor antydede.
Det er den «modarbeidelse af centralisation», som allerede stod paa reformforeningens program i 1859, og som væsentlig blev en række af indrømmelser til bygdepolitikernes bestræbelser for at skabe smaa herredsrepubliker. Først overførtes
