Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/122

f. eks. Sverdrup og Dunker er meningsfæller. Den høikonservative Dunker staar steilt paa norsk selvstændighed ligeoverfor den liberale O. J. Broch, der er «amalgamist». Og selv naar det senere gjennem Sverdrups taktik kom til at se ud, som om venstre maatte opfattes som det egentlige nationale parti, var i virkeligheden divergensen mellem høire og venstre ikke ganske saadan, som man ofte har villet ha det til. Om ét blev alle tidlig enige: unionen, som den nu engang forelaa, havde aabenbare brøst. Men alle forsøg paa at restituere den med en ny viste sig at være forgjæves: opfatningen i Norge og i Sverige var saa altfor forskjellig, og i selve Norge var der atter megen uenighed. Nogle var stemte for at gjøre Sverige mindre indrømmelser, naar man derved kunde opnaa. en stabil tilstand, udrydde den herskende uklarhed, som man indsaa var vel skikket til at skabe fremtidige vanskeligheder. Fordelene ved en økonomisk sammenslutning og ved et i fællesskab organiseret forsvarsvæsen bidrog særlig til at stemme mange nordmænd for imødekommenhed. Denne gruppe, der midt i 60-aarene førte det store ord, beholdt senere sine fleste tilhængere blandt høire, ikke mindst høiremilitære. Den kunde blit den sterkeste, hvis svenskerne havde forstaaet den norske nationalstolthed bedre, og hvis deres politik ikke, som et stort svensk blad nylig udtrykte det, havde været at si nei, saa længe et samvirke var muligt,