politik, der kunde opfattes som aggressiv mod Sverige, mod unionen, mod kongemagten. Men det bør erindres, at det er en udpræget høiremand, der klarest og fyldigst og allerede saa tidlig som i 60-aarene har formuleret den her skisserede, for norsk politik afgjørende tankegang: ingen forandring i samlende retning, da heller opløsning.
Det er Bernhard Dunker, hvis politiske standpunkt kortelig kan angives saaledes: han var i vor indre politik konservativ, bl. a. ved siden af Schweigaard den dygtigste forsvarer af det absolute veto; han havde megen interesse for dansk aandsliv og for de skandinavistiske ideer; han var en afgjort modstander af svenske amalgamationsbestræbelser. En frisindet og selvstændig høiremand, en original personlighed, hvis skarpsindighed og vid var almindelig kjendt og ikke lidet frygtet. Ingen norsk sagfører har — og med rette — havt et saa stort navn som han. Det er ogsaa knyttet til en række af datidens mest celebre sager. Det ry, han vandt, var — som Vinje engang fremholdt — ikke langt fra at gi ham en «historisk-mythisk storleik». Hans djervhed og originalitet og hans mange ofre overraskende seire gjorde ham til en af folkefantasiens helte.
Det skrift, hvor man lettest lærer hans stilling til den indre politik og da navnlig til de konstitutionelle stridsspørgsmaal at kjende, er et leilighedsarbeide, «Om den norske konsti-
