Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/131

Denne siden er ikke korrekturlest


«Efter det anførte kan, saavidt skjønnes, spørgsmaalet om, hvorvidt kongelig sanction udfordres til gyldigheden af storthingets beslutninger, ikke engang opstaae ved storthingets bevillinger, da disse selv reducere sig til en sanction af de udtællinger, kongen har erklæret at ville gjøre, eller, forsaavidt bevillingerne gaar udenfor budgetpropositionen, da til en vedtagelse af, at kongen, dersom han skulde finde det tjenligt, endog udbetaler mere end af ham foreslaaet.»

Saaledes har vor forfatning set ud for en af datidens dygtigste yngre jurister, og saaledes vilde den ogsaa blit, om en strikte juridisk granskning havde bestemt dens skjebne.

Dunker mener videre om et forfatningsspørgsmaal, der var praktisk, saalænge stortinget kun samledes hvert tredie aar, at kongen ikke alene kunde nedsætte eller ophæve den af stortinget paalagte told, men endog havde ret til at paalægge told eller forhøie den af stortinget paalagte. Dog var dette at opfatte som en «provisorisk foranstaltning». Tolden som beskatning er ikke gjenstand for kongens myndighed, men derimod tolden som middel til næringsveienes ordnen (hvor foranstaltningerne havde til hensigt at ordne osv.).

At kongen havde absolut veto i grundlovssager, dokumenterede Dunker temmelig afgjørende ved enjuridisk belysning af grundlovens historiske