og hans meningsfæller at kjæmpe for en sag, som de ansaa for sit lands; og de maatte, som rimeligt var, falde, fordi en unionskonge ikke vel kan regjere med tvende ministerier, der staa i principiel modsætning til hinanden og daglig levere hinanden bataljer.» Bladet citerer Dunkers ord: «Enhver regjering gjør indre politik i sin ydre.» «Kan saa være,» fortsætter det, «vi ville ikke drage paastandens rigtighed i tvivl. Men vi tro med ligesaa stor sikkerhed at turde paastaa, at begivenhederne i 1861 godtgjøre, at det, ialtfald som forholdene nu ere, neppe baader norske ministre at ville gjøre indre politik i sin ydre, i forholdet til Sverige.»
Det er mod denne tankegangs slaphed, at Dunker slaar til lyd. _
Foruden de nævnte stridsskrifter forefinder vi adskillig avispolemik, hvori Dunker deltog. Deriblandt er der en feide mellem ham og O. J. Broch, som optræder paa vegne af det i mai 1864 stiftede skandinaviske selskab.
I det første skrift om revision af foreningsakten behandler Dunker rigsakten og dens tilblivelse, den første unionskomité, forslaget af 1844, nogle enkeltheder i forsøget til sammenslutning, som blev belyste ved praktiske forhold (de gjensidige handelsindrømmelser ved «sukkerkrigen», gjensidighed i ret pleien ved den Ankerske sag) — hvorpaa han fulgte udviklingen af statholder-
