var den fraktion inden det liberale parti, som repræsenteredes af Sverdrup, endnu underlegen.
«Aftenbladets» redaktør, D. Meidell, udtrykte vistnok majoritetens opfatning, naar han (1867) skrev:
«Folkets interesser synes med bydende nødvendighed at fordre bilæggelse og udjevning af gamle tvistepunkter, ikke oprippelse og fornyelse og fortsættelse af en halvt forglemt strid, til hvis foreløbige udjevning og bilæggelse de tvende rigers statsmagter har gjort, hvad der stod til dem at gjøre.»
«Morgenbladet» istemte en om muligt endnu mere unionsvenlig tone.
Det var en «samling» af lignende art som den, der fandt sted i 1903.
Kongen havde ogsaa git sit opdrag til komiteen en høist beroligende form:
«Revisionen bør ikke være bunden til visse forud fastsatte punkter, og de nye bestemmelser bør ikke alene hvile paa den prinsipielle lighed, som maa udgjøre grundvolden for foreningen mellem tvende fri og selvstændige folk, men de maa ogsaa affattes med forsigtigt hensyn til det bestaaende.»
«Forholdene var indtraadt i en ny fase», erklærede «Aftenbladet». Dunker var kun talsmand for en nu «forsvindende minoritet». Han kunde ikke se tingene «fra mere end én side: fortidens».
