Med lysende logik paaviser Dunker det uholdbare i det standpunkt, at Norge skal holdes udenfor udenrigsstyret, men dog betale sin anpart af omkostningeme:
«Er de udenrigske anliggenders styrelse en byrde, saa fordrer unionens bestaaen, at denne byrde skal bæres af begge i forening, og at ingen af parterne maa kunne, end sige være pligtig til at stille for sig ved at betale istedenfor at gjøre tjeneste. Er det et gode, en magt, en hæder, saa fordrer unionens tarv med samme nødvendighed, at Sverige ikke vil holde paa dette gode som et forlods udbytte for sig —.»
En stor del af Dunkers skrift er af helt juridisk statsretslig art. Efterat han paa det grundigste har paavist alle de vanskeligheder, en intimere sammenslutning mellem Sverige og Norge vilde medføre, saafremt man ønskede at redde det mindre lands selvstændighed, gaar han over til at skissere en sammenslutning, som ogsaa har hans billigelse: en sammenslutning mellem alle tre nordiske lande. Han udformer skandinavismens program, som det i praksis maatte gjennemføres. Han tar de statsretslige konsekvenser af de almindelige ideer. Han er atter her den djerve og gjennemførte logiker. Han tror ikke paa aftaler og traktater. «Krigen maa forfatningsmæssig være fælles.» «En og samme konge maa paa sit hoved forene alle forbundne rigers kroner» De tre riger
