skjebne kaster lys til alle sider. Selv hans gjentagne forbigaaelse ved universitetet og hans udtræden af det politiske liv er meget illustrerende.
Daa blev student i en bevæget tid — just som striden mellem de norskbegeistrede og det mere eller mindre danskfarvede intelligensparti blussede alvorlig op. Han sluttede sig fra første stund til den nationale retning. Han kom til at staa Henrik Wergeland nær. De var som ét, sier Wergeland. Bruddet blev som bekjendt desto voldsommere. Ligesom Wergeland var Daa hvad man dengang kaldte en god patriot. Det første skrift, han offentliggjorde, rigtignok anonymt, handlede om tidens mest brændende nationale spørgsmaal: «Syttende mai og politiet. En politisk betragtning i anledning af Christiania politirets dom afsagt 20 december 1830, over de formedelst constitutions-dagens begivenheder f. å. tiltalte.»
Daas deltagelse i det politiske liv kom til at bli mindre langvarig, end han vistnok selv havde ønsket. 1854 er han sidste gang paa stortinget. 1856 fratræder han som hovedredaktør af «Kristianiaposten».
Daa var selv en merkelig blanding af smaat og stort, og dette kom ogsaa til at sætte sit præg paa hans gjerning. I de store spørgsmaal var han en varmtfølende og energisk forkjæmper for aandsfriheden, — ikke blot det: han havde større
