ernærer?» Man antog, som bekjendt, at bl. a. Welhaven støttedes af Wedels kasse. Daa omtaler dernæst med stor bidskhed det selskabsliv, der havde blomstret med Wedels hus som centrum.
Saa gjælder det Wedels kapacitet som finansmand: Schweigaard havde «som redaktør af «Den Constitutionelle» indrømmet greven administrativt talent som finansminister. De forskjellige misgreb, som var blit begaaet i den norske finansstyrelse, skyldes efter Schweigaards opfatning ikke ministeriet, men stortinget, og professoren «maa jo», tilføier den iltre forfatter, «uden tvil som statsøkonom forstaa sagen, og som jurist vide at skifte retfærdig».
Endelig har Daa et længsre angreb paa regjeringen for dens forhold ved afhentningen af Wedels lig fra Tyskland. Selv den sidste honnør, der gjøres Wedel, smerter Daa. Denne mand har visselig følelser, der rækker ud over graven.
Hvor inderlig hadsk Daa var mod Munch, ser man af en liden artikel, der er ligefrem grinagtig i sin tone. Det er vel denslags udbrud, der bringer Vinje til at gjætte paa, at det var daarligt fat med Daas galde, eller at han led af hæmorrhoider:
Hvad er nu dette for et uvæsen han farer afsted med i «Den Const.» no. 107? En artikkel i et tysk blad fortæller, at «Welhaven ved gunst
