Blandt Daas medarbeidere i «Granskeren» kan merkes Jonas Anton Hjelm, som i en klar og dygtig fremstilling behandlede spørgsmaalet om statsraadernes adgang til stortinget, og Henrik Anker Bjerregaard, som har leveret en artikelrække om en dengang meget paakrævet reform af vor sagførerlovgivning.
Med iver og omhu tog Daa sig af de forskjellige reformer i vort offentlige liv, som drøftedes just i disse aar og tildels ogsaa gjennemførtes. Han er overalt aandsfrihedens talsmand. Og aandsfrihedens idé fandt han udtrykt i vor grundlov. Med en pietet, der er ganske egte, fremhæver han stadig, at den liberale fremadskriden maa kun ske i overensstemmelse med grundlovens aand. Den kjærlighed og stolthed, hvormed datidens nordmænd omfattede det skriftstykke, der ligesom var tegnet for vor frihed, det anerkjendte udtryk for vor selvstændighed, er hos den nuværende generation kun vagt tilstede. Det var imidlertid ikke bare som symbol, grundloven havde stort værd, — den tankegang, hvoraf den var gjennemtrængt, viser en kraftig individualisme, en sans for den personlige frihed, som slet ikke præger flere af vore nyere love, efterat lovgiverne
