Hele denne Daae polemik er fortjenstfuld, om den end virker lidt for udførlig, for overflødig detaljeret. Han er ikke fri for at ty til Winther Hjelms forslag «som til et spisekammer eller stabur i trange tider».
«Det synes virkelig at være hr. Winther Hjelms mening,» sier Daa, «at statens magt over alle menneskers sjæle er saa forskrækkelig, at den ikke blot kan befale undersaatterne at tro paa den religion, som det falder regjeringen ind skal være den herskende, men at ogsaa en ny art regula de tri, et nyt begreb om menneskenes naturrettigheder, en ny forestilling om Caesars mord m. m. kan indføres ved lov eller maaske provisorisk anordning eller reglement.» Saa urimeligt W. H.’s forslag end var (det opererede med straffe som tugthus og landsforvisning), fortjente det efter Daas mening paa grund af sagens vigtighed den nøiagtigste drøftelse i pressen.
Forslagets bestemmelser gik i lige grad ud over katoliker og dissenter. Daa tar katolikerne i forsvar: «Vi vil opfordre ham (W. H.) til fra et kultiveret og frit katolsk land at fremvise nogen lærebog eller teologisk skrift, som aander halvt saa megen hadskhed imod anderledes tænkende, som W. H.’s egen bog.» Han angriber videre den tvangsanordning (konventikelplakaten), der negtede lægfolk at samles i religiøse møder. Mens W. H., som Daa udtrykker sig, endog vil
