fængslet og efter en gammel forlængst forældet bestemmelse i «Misgjerningsbalken» dømt til at miste sit hoved. Det var naturligvis meningen, at han skulde bli benaadet med nogle maaneders fængsel. Men der gjorde man regning uden Lindeberg. Det var en original herre og særdeles stædig. Han vilde ikke lade sig benaade. Det nyttede ikke, at han fik besøg af forskjellige rangspersoner, som formelig gjorde kur til ham for at faa ham til at lade sig benaade. Han vilde lade sig halshugge. Rigtignok fik han ogsaa visit af en frihedsbegeistret skrædder, som opmuntrede ham til at staa ved sit forsæt: lad dem bare ta hovedet, sa skrædderen, det vil virke saa glimrende. Tilsidst fandt man paa at udstede en almindelig politisk amnesti, — der arrangeredes en festdag udelukkende i den anledning, mindefest for Karl Johans landgang i Sverige — saa blev man paa den maade kvit den stædige redaktør. Man fortæller, at han bogstavelig talt blev kastet ud af fængslet.
Her i Norge havde man, efter de ganske talrige sager i 20-aarene, endnu saa sent som i 1884 anlagt proces mod «Morgenbladet» i anledning af en artikel om de danske provincialstænder. Desuden havde man — med større berettigelse — gjort jagt paa «Statsborgeren».
Daa var ængstelig for, at regjeringen skulde slaa videre ind paa den tvilsomme politik. I en
