vil saa nødig, at vore faa penge skal klattes ud i smaat. Derfor udtalte han ogsaa i en anden sag (landbrugsskolerne): «Naar vestlændingerne vilde, at oplysningsvæsenets fond skulde uddeles saaledes, at rige og fattige bygder over hele landet fik ligestore smuler til ophjælpelse af sit almueskolevæsen, eller maaske til lindring i sin skoleskat, indsaa de meget rigtig sin interesse.» «Men det hele land og folk har større nytte af, at der i een egn findes tusinde i sandhed oplyste gaardbrugere, end af at der findes hundrede tusinde, som kunne sin katekismus lidt bedre end nu.»
Daa ser en vigtig vanskelighed for vort lands udvikling i den omstændighed, at der paa landet forekommer en saa udpræget social forskjel, der tillige er en forskjel i herkomst: «Det er en beklagelig endnu ikke udslettet levning fra enevoldsvældet, at man endog i mange af hine omtalte bedre agerbrugs- og skog-distrikter gjør en forskjel mellem bønderne, de ægte norske landboere, og de konditionerede. Til de sidste regner man da embedsmændene og dem, som enten nedstamme fra disse eller er indflyttede til bygderne fra byerne eller fra fremmede lande. Disse to klasser, af hvilke den ene lever paa ægte norsk, den anden paa halv udenlandsk vis, holde sig i en adskillelse, der har sin ulykkelige rod i det uindskrænkede herredømme, som den danske enevoldsherskers tjenere kunde udøve over sine omgivelser og i den enfoldige ringe-
