ningarne utvecklas mer och mer till affärsföretag, som spekulera i politiska konjunkturer.»
I den stemning af forbauset harme, som i disse dage i Norge har udviklet sig ligeoverfor Sverige, gjør man vel i at erindre Heidenstamms ord. Det er vanskeligere at faa et sikkert blik indenfor den virkelig dannede verdens kulisser i Sverige end hos os. Den «öfverlägsna tystnad», som efter Heidenstamms mening ogsaa «lämnar spelrum åt den lumpnaste egennytte och feghet», skjuler meget og mangt, som vi har vanskelig for at dømme om. Man kan ikke dømme den svenske nation efter presseorganer, som i virkeligheden er «spekulationsforetagender i politiske konjunkturer». I ethvert fald maa man vide, at de 178 kvinder og mænd (hvoriblandt ogsaa Heidenstamm), som underskrev den bekjendte fredsvenlige adresse, paa en ganske anderledes paalidelig maade gir et udtryk for den svenske intelligens’ tankegang end de officielt talende og officielt handlende politikere. Men bortset herfra blir der alligevel nok tilbage, som er «svårförstådd» for os. Og det kommer ikke deraf, at vi endnu skriver paa vor Atlantica, for den skrev vi paa en tid, da svenskerne endnu ingen litteratur eiede, men deraf, at det bedste i vor folkekarakter oprøres mod en «öfverlägsenheta, der iagttager en værdig taushed, mens man lader nationens mindremænd føre ordet i alle andre magters tjeneste end sandhedens.
