Det er de eiendommelige sociale forhold. Saa lidet Sverige er, er det kanske det mest aristokratiske land i Europa. Engang for tusen aar siden var svensker med til at gi det russiske tsarrige dets første form. Svensk og tartarisk blod har blandet sig i Ruslands ældste herskerslegter. Siden har svensker og russer været omgangsfiender i hundreder af aar, og de har sikkert lært meget af hinanden. Der er asiatiske aristokratfornemmelser dybt indplantede i storsvensken. Ved siden af den gamle adel med de ærefulde og eventyrlige traditioner er der i det sidste aarhundrede kommet til et nyt aristokrati af pengemagnater, store brugseiere, der selvfølgelig iler med at tilegne sig adelens seder og skikke, navnlig dens fordomme. En rig opkomling har jo al opfordring til at være mere storsvensk end en født seigneur, hvis værdighed ikke saa let tar skade.
Udpræget aristokratisk tænkende er de ledende kredse i Sverige ingenlunde monarkisk sindede. Herom taler de mange revolutioner i Sveriges historie et tydeligt sprog.
Formuesforskjellen og den sociale afstand gir de svenske tilstande deres præg. 0g saadanne stemmeretsbetingelser, som Sverige endnu har, holder det menige svenske folk udenfor det politiske liv, hvad der selvfølgelig medfører megen politisk interesseløshed. «Patronernes» mening er i vide strøg af Sverige den eneste mening.
