Det motto har de hedste blandt nordmændene gjort til sit.
Det var naturligt, at vi følte os frie og glade, da vi kom til at staa paa egne ben. Det var ogsaa naturligt, at denne glæde fik naive udtryk. Lidt længe varede jo slyngelaarene. Det er i ethvert fald ikke at undres over, at vore naboer har fundet vor selvfølelse ungdommelig. Kritisk ligeoverfor alt fremmed manglede nordmanden forsaavidt selvkritik, som han ingen sikker maalestok eiede for de hjemlige frembringelsers værd. Den hastighed, hvormed han gik frem, naar det gjaldt at føre vort land op i nationernes rækker, den sangvinskhed, som paa en forunderlig maade krydsede kritiken, saa snart det dreiede sig om Norges vækst, har forvoldt skuffelser og skade endog lige til den allersidste tid, i den økonomiske krise, der vistnok for en stor del beroede paa en overvurdering af vor kapitalstyrke og en efterfølgende panik ved opdagelsen.
Den sikre tro paa Norges fremtid er paa samme tid nordmændenes styrke og svaghed. Lidt for let er vi kanske kommet til vor nuværende lykkelige stilling. Vi har ikke altid den rette følelse af, at der naarsomhelst kan kræves alvorlige ofre, hvis vi skal kunne hævde vor selvstændighed. Sangvinskheden er vor fare. Men det virker dog som en løftestang, at vi er kry af den fremtid, vi skimter, mens det mangengang tynger svenskerne, at de er ømtaalige paa vegne af sin store fortid.
