blit yderligere udviklet. Selv om den hyppig kan glide over i rethaveri og procestrang, er den en høist værdifuld egenskab, maaske den eneste egenskab, vi besidder i en grad, der fordelagtig fremhæver vort folk ligeoverfor nabofolkene. De uregelmæssigheder, som kan finde sted baade i svensk og dansk retsvæsen (i Danmark har vi nylig havt talende eksempler) er saa godt som utænkelige hos os. Danskerne tar efter vor opfatning lidt for letvint, lidt for gemytlig paa rettens undertrykkelse. I Sverige er loven — i praksis — endnu ikke lige for alle.
Vi nordmænd har et slemt ord for at skryte. Det kommer maaske delvis deraf, at vi ikke er saa «bugande» som svenskerne, ikke saa smidige som danskerne. Vi sier vor mening svært ligefrem, og vi lægger ikke videre dølgsmaal paa, at vi synes, vor mening er den rette. Ikke sjelden ligger heri en mangel paa formel kultur. Hvad der imidlertid er værre, det er, at vor kultur ogsaa i andre henseender lider af stor usikkerhed. Vi mangler bindende traditioner. Hos dem af os, der er af bra og kraftigt stof, kan dette virke saaledes, at de ud fra sin frygtløse forstand finder saa godt som alt tilladt. Hos de svagere og daarligere kan mangelen paa traditioner afstedkomme den besynderligste begrebsforvirring. En landsforræderisk daad, som nylig blev begaaet, kunde nok vække os nordmænd til eftertanke. Bortseet fra de
