Det var denne brogetudseende gruppe af liberale, der i længden fik mest at betyde for den nationale kulturs udvikling. Endel af dens mænd kom hovedsagelig til at tilhøre litteraturen, i ethvert fald er det der, at de har virket sterkest paa sit folk. Det blev f. eks. tilfældet med den unge radikaler fra begyndelsen af 50-aarene, Henrik Ibsen, og med hans ven P. Botten Hansen. Det var ogsaa paa andre omraader end det politiske, at Vinje fik størst betydning. En eiendommelig mellemstilling indtog Bjørnson, den store digter og den evig omstridte politiker. Mange deltog til tider ivrig i det politiske liv, uden at man kan si, at det vægtigste, de har git, hører did. Det var saaledes tilfældet med O. J. Broch, rektor Holmboe, overlæge Danielssen. L. Kr. Daa blev ufrivillig stængt ude fra politiken, der var hans virkelige lidenskab. Endel kom, i ethvert fald gjennem aarækker, til at gjøre politiken til sit livskald: J. Sverdrup, Richter, Aimar Sørenssen, Ludvig Daae, J. Steen.
De mænd, der her nævnes som kjernen i et fremskridtsparti og i 60-tiaarene ofte befandt sig i opposition til regjeringen, savnede dog ikke altid støtte hos kredse, der stod regjeringen forholdsvis nær. Den gamle stortingspræsident Harbitz var snarere liberal end konservativ, en mand som Ketil Motzfeldt, der selv en kort tid var medlem af regjeringen, havde sympatier tilfælles med
