om en fast lovbestemt rentefod var de mest bemerkningsværdige.
Og saa var der hos disse «bondevenlige» bønder et gammelt nag til embedsstanden, der af kløgtige politikere kunde udnyttes i diverse øiemed. Vil man se Jaabæk klart, maa man bedømme ham fra tiden før 1868. Hvad han senere i henhold til en bestemt politisk allianse kom til at støtte, sier intet afgjørende om hans egentlige og oprindelige tankegang.
Mellem Sverdrup og Ueland var der meget forklarlige politiske sympatier. Derimod var det «demokratiske» fællesskab mellem Sverdrup og Jaabæk rent tilsyneladende. Det vakte med rette opsigt og, forbauselse, da den store allianse ved udgangen af 60-tiaarene blev sluttet mellem Johan Sverdrup, de moderne liberales høvding, og sparegruppens leder, Søren Pedersen Jaabæk. Denne allianse førte vistnok til seir, men seiren blev dyrt kjøbt, hvor dyrt aner maaske ingen. Betegnende er det, at flere af vore betydeligste mænd efter dette tidspunkt har vanskeligt for at finde parti. Henrik Ibsens breve fra 70- og 80-aarene er i saa henseende af den største interesse. Og hvor mange frisindede og frittænkende mennesker har i virkeligheden ikke i aarrækker følt sig isolerede. De hørte hverken hjemme i Christian Frieles høire eller i det nye venstre, hvor partiet ikke saa sjelden maatte føie de elementer, som Kielland senere
