Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/456

Denne siden er ikke korrekturlest

som den, der fører til skogenes ødelæggelse: det er ligegyldigt, om en herlighed pleies og bevares for efterslægten, naar blot jeg for min part opnaar en øieblikkelig fordel, en fornøielse eller en indtægt. Vi har, som sagt, faaet jagtloven, men vi savner midler til at sætte den igjennem. Og endnu vigtigere end at skaffe sig disse midler vilde det være, om man kunde reformere en barbarisk tankegang.

Værst stillet er dog en tredie af vore nationale herligheder: ferskvandsfisken — laksen og lasørreten undtagne. For disses vedkommende har vi fredningsbestemmelser, som er ganske effektive. Betegnende nok vækker ogsaa de paa mange hold uvilje. I en kristianiaavis har jeg set en artikel, tildelt redaktionelt udstyr, hvori der ankedes voer, at laksørreten var fredet i oktober maaned. Ja, for den gik saa sent op i elvene, at elvefiskerne havde daarligere chanser end sjøfiskerne! Nu gaar laksørreten vistnok senere op end laksen, men den forekommer i ethvert fald i de fleste elve i betydeligt antal allerede i august. Ganske upraktisk vilde det ogsaa være at gi den og laksen forskjellig fredningstid. Endelig er oktober maaned, som bekjendt, gydetiden, og grundprincipet i al rationel fredning er selvfølgelig, at fisken da skal være beskyttet.

Det er dette princip, som ikke endnu er gjen-