nemført for fjeldørretens vedkommende[1]. Vore bønder forstaar til nød, at en herlighed som laksefiske, der mangesteds i vort land gir en gaardbruger større indtægt end selve hans gaard, blir alvorlig opfattet af vor lovgivning. Men en saa almindelig og billig fisk som fjeldørreten finder man det i mange bygder ganske latterligt at ta hensyn til. Bønderne har vænnet sig til den forestilling, at der her er et uudtømmeligt fond at ta af. Den, som har fisket i forskjellige egne af vort land og interesseret sig for at lære de her omhandlede forhold at kjende, ved, hvordan denne opfatning virker. Der øses voldsomme ørretmængder op af smaaelvene i gydetiden. Der er endnu bygder, hvor ørreten om høsten saltes ned i tøndevis. At den paa den tid er en slet spise, spiller ingen rolle. At fiskebestanden tar jevnt af, har heller ikke noget at si — man kniber, hvad man kan kommer over — det blir efterslegtens sag, om den faar mindre. At en gaardbruger har en gydebæk paa sin eiendom, hvor fiskebestanden paa det givne tidspunkt samler sig, er en herlighed, som det var dumt ikke at benytte sig af.
Hvor sportsfiskere har leiet, der faar jo maaske ørreten som regel i den kritiske maaned gaa i fred. Men det hænder, at eierne, om de har bortleiet et
- ↑ I samme stilling befinder sig rør (røi), sik, har.
