ham. Den norske kulturs fremtid er i ikke ringe grad afhængig af, hvor meget bonden vil forstaa at bringe sine snevrere interesser i samklang med nationens, med indbegrebet af norsk intellektuel og materiel kultur.
Det er klart, at lige saa lidt som man kan tegne en normaltype af en italiener eller en tysker, lige saa lidt kan man opføre et almengyldigt begreb: den norske bonde. Men saa vidt forskjelligt bygdelag, som tidligere anført, kan være fra nærmeste bygdelag, er der dog endel karaktertræk, man ubetinget bør regne med, naar man vil operere ligeoverfor den norske bondestand som helhed, bestemte nedarvede egenskaber, man maa ta i betragtning, hvis man vil søge at udvikle det frisind hos bonden, som det nu ofte skorter paa, — at bibringe ham den mere omfattende nationale kulturinteresse, som endnu mangengang er ham fremmed.
Det var først, da den lovpriste norske odelsbonde i 30- og 40-aarene begyndte at gjøre sine politiske rettigheder praktisk gjældende, at man fik en klarere opfatning af hans natur, og begeistringen sank da temmelig hurtig. Smaalighed og rashed var de egenskaber, man i toneangivende Kristianiakredse omkring 1845 — 1855 fortrinsvis mente at kunne konstatere hos vore bønder. Imidlertid kom der just i den tid, da reaktionen mod odelsbondelyriken var saa godt som paa det høieste, etpar bidrag til hans karakteristik, der hvert især
