af personalet maa spise eller drikke noget, som chefens mave ikke taaler.» Det er præcis denne tanke, der er den bestemmende i afholdsbevægelsen.
Baade socialismen og totalistbevægelsen er udtryk for en mægtig moderne aandsretning, der samtidig med, at den gjør samfundet ansvarlig for individerne, saaledes indordner deres privatliv under samfundets kontrol, at den personlige frihed blir minimal. Det officielle hensyn er samfundets, majoritetens, de manges tarv. Retningen har dels faaet udtryk paa det økonomiske omraade, dels ved den maade, hvorpaa den tar sig af individernes «opdragelse». Den har bevirket endel godt, mere, som er af tvilsom værdi, eller helt forkasteligt, eller i ethvert fald faretruende for fremtiden. Den ser staten som en stor barnefar, mild og streng paa samme tid. Barnefaderen sørger for alle og bestemmer for alle, landets børn og landets voksne. Landets børn skal gaa frit i skole, ha fri mad og frit materiel. Skatyderne betaler. Alle landets arbeidere skal forsikres, for ulykkestilfælde og for sin alderdom. Arbeidsherrerne betaler. Endelig skal alle de, der ikke er tilstrækelig heldig opdragne i sin ungdom, opdrages paanyt paa statens bekostning. De, som drikker, skal lære at bli afholdende, de, som ikke vil arbeide, skal lære at slide, de, som betler, skal lære at tjene sit brød. Denne storartede forbedring betaler staten. Alle de arbeidende
