skatydere skal forsørge de ikke arbeidende og ikke skatydende i statelige og kostbare anstalter, indtil de har omvendt sig.
Det er dette princip, som er gjennemført i løsgjængerloven. Det er en smuk tanke. Navnlig, hvis kuren lykkes. Jeg tror, at kuren vil mislykkes i ni af ti tilfælde. De fleste vanedrukkenbolte og vaneløsgjængere omvender sig ikke, fordi om man ganske berøver dem deres vilje. Det er tvertimod alene ved en opøvelse af viljen, at de folk har en mulighed for at reise sig. Og for dem, der endnu kke er sunket saa dybt, folk, der kun er et stykke nedover skraaplanet, vil skammen ved en indsættelse i de fleste tilfælde gjøre resten. Tvangsarbeidsantalternes befolkning vil aldrig, naar den slippes ud, tilnærmelsesvis kunne gjengjælde staten dens opofrelser.
Det var den praktiske side af sagen. Men desuden er vi her inde paa en saare farlig vei. Over et aarhundrede har nu Europas folk arbeidet paa at betrygge den individuelle frihed i forholdet til staten. Det absolute enevælde havde sine lettres de cachet, indsættelsesordrer, der som bekjendt paa familiens anmodning ogsaa hyppig anvendtes mod medlemmer, der mentes at føre et mindre tilfresstillende liv. Hvorledes disse indsættelsesordrer brugtes, ved vi alle. Nu er det staten, den socialistiske stat, der gjenoptager den
