saafremt han tidligere har været anbragt i tvangsarbeidshus i henhold til denne lov.» Ifølge lovens § 28 behandles overtrædelse af § 4 efter de for politisager gjældende regler; dog blir forsvarer at beskikke. Fornyet behandling for lagmandsret efter tiltaltes begjæring finder ikke sted, medmindre han under samme sag tillige er domfældt for en anden forbrydelse, for hvis vedkommende sagen indbringes for lagmandsret.
Herved er at bemerke:
Det er i ethvert fald tvilsomt, om nogen kan sies at ernære sig af handlinger som den, der i straffelovens § 378 betegnes som strafbar, nemlig indbydelse til utugt. Man maa da betragte indbydelsen, utugten og pengeerhvervelsen som et hele, en sammenhængende handling, og dertil er man neppe logisk berettiget. Gaar man med paa en saadan fortolkning, har loven den brist, at vedkommende ikke behøver at være straffet for nogen saadan handling, hvis det kan godtgjøres, at hun driver erhvervsmæssig utugt. Det er da nok, at etpar vidner (t. eks. private detektiver) bekræfter, at de nogle gange har set vedkommende forgaa sig mod § 348. Herved mister man den betryggelse, som det gir, at et bestemt casus er blit bedømt under indkaldelse af de da tilstedeværende vidner. Dertil komme, at udtrykket «offentlig forargelse» er et saa svævende udtryk, at det gjør en saadan frem-
