Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/469

gangsmaade endnu farligere. Vil politiet først forfølge de prostituerede med kraft, kan det nok opfattes som «vækkende offentlig forargelse», hvis en «prostitueret» kvinde viser sig i et «fasjonabelt» strøg under forhold, der gjør det sandsynligt, at hun vil bli bemerket. Grænserne gir endnu adgang til stor vilkaarlighed. Det maa for det første kunne forlanges, at vedkommende i et bestemt casus er straffældt efter § 378, før tvangsarbeide kan anvendes, og i analogi med bestemmelserne om drukkenskab (løsgjængerlovens §§ 16, 17, 18) synes det rimeligt at kræve, at gjentagelser i et vist tidsrum har fundet sted. Dernæst er begrebet «offentlig forargelse» her baade farligt i sin anvendelse og desuden overflødigt, da den handling, der trues med straf, allerede er tilstrækkelig skarpt og udtømmende karakteriseret. Getz var ogsaa inde paa den tanke, at en særbestemmelse om «indbydelse til utugt» var upaakrævet, da enhver opførsel paa offentlige steder, hvorved anstændigheden blev krænket, kunde straffes. Med andre ord: det havde været nok, om man holdt sig til den nuværende straffelovs § 212 og aabnede adgang til at indsætte paa tvangsarbeidsantalt personer, der gjentagne gange i nærmere begrænset tid gjorde sig skyldige i overtrædelse af denne. Man kan vistnok ikke si, at den «prostituerede» efter «løsgjængerloven» er slettere stillet end f. eks. bet-