Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/47

stillede den norske bonde i ny belysning. De kom fra overordentlig forskjelligt hold og paa lige saa forskjellig maade. I sin undersøgelse af begreberne dannelse og norskhed, — med andre ord af begrebet: national norsk kultur, — fik Ivar Aasen anledning til at paavise, at den norske bonde eiede kulturtraditioner, som havde udviklet sig selvstændig i aarhundreder til trods for den trykkede og isolerede stilling, ban i disse aarhundreder havde indtaget. Han pegte navnlig paa den værdighed i væsen, paa den takt i omgang, som kjendetegner den norske bonde. Han fremholdt med rette: «Man kan finde en meget ophøiet tænkemaade hos folk, der ikke har nogen særdeles stor kundskab, og hvad det ydre væsen vedkommer, saa kan man endog i de fattigste bygder finde folk, som er omhyggelig oplærde ei alene til en sømmelig og tækkelig fremfærd, men ogsaa til en vis finhed og artighed i omgang efter den skik som er brugelig paa stedet.» Aasen, der selv saa nøie kjendte den norske bondes levevis og tankegang, kunde her aflægge et vidnesbyrd, der havde stort værd. Raaheden var efter bans mening kanske lige meget at søge hos dem, der bare havde smædeord om bonden, og smaaligheden var ofte ikke andet end den forsigtighed, der i slegtled har været den norske bonde en livsnødvendighed. Aasen gir endog bonden det raad, at han ikke skal høre for meget efter hvad der raabes til ham.