Det gjælder for ham at holde fast ved sine traditioner. Ligeoverfor den forlorne Hermann v. Sauenbach, der finder, at «bondestellet» er «gammel slendrianø, «elendighed og svineri altsammenø, stiller Aasen den sindige Olav, der udtaler sin overbevisning saaledes: «Eg ser nog, at folk vil skapa seg um i bunad og klædnad, og i ord og tale og ymis aatferd; men eg ser ikkje just, at dei verda visare fyre alt det. Eg høyrer, dei skrøyta av forfederne vaare og tala fagre ord um vaare ættarmerke; men eg er rædd fyre, at skulde det halda fram, som det stemner, so vardt det ikkje stort atter av dei gamle ættarmerki. Dei tala um framgang, og det kann vera godt nog; men eg synest no ofta so, at det gjeng fram paa den eine sida og atter paa den andre; det gjeng i ring liksom hespetreet. Eg tenkjer, me kunde gjera lika god framgang, um me heldt nokot fastare paa gamalt maal og gamall bunad. Lat oss ganga fram i det, som godt er, men ikkje ganga so, at me gløyma vaar fedra-sed, som det stend i visa.» Ivar Aasen repræsenterer i god betydning den norske bondes konservatisme: lad os ikke slippe det gamle, før vi ved, at det nye er bedre. Han vil, at vi under kulturudviklingen først og fremst skal bevare de vundne resultater; naar vi søger videre frem, skal vi vogte os for at eksperimentere.
Efter Aasen kom Bjørnson. Hos ham var interessen for de norske nationale kulturtraditioner
